Spiseforstyrrelser: det handler sjældent om mad

En spiseforstyrrelse ser udefra ud som et problem med mad. Indefra er den noget andet: en måde at få kontrol, at dæmpe følelser, at have ét sted i livet, hvor man er god nok, når man ikke føler sig god nok andre steder. Denne artikel handler om, hvad spiseforstyrrelser er, hvordan de ser ud i virkeligheden, og hvad der hjælper. Den er skrevet både til dig, der selv har det svært med mad, og til dig, der er bekymret for en, du holder af.

Det ligner ikke altid det, man tror

Billedet af en spiseforstyrrelse er en meget tynd, ung pige. Det billede er en af grundene til, at så mange ikke får hjælp. Spiseforstyrrelser findes i alle kroppe, alle køn og alle aldre. De mest almindelige former:

• Anoreksi. Man spiser for lidt, taber sig og ser sig selv som større, end man er. Vægten bliver det eneste, der betyder noget, og frygten for at tage på overskygger alt.
• Bulimi. Perioder med overspisning efterfulgt af opkastning, faste, overdreven træning eller afføringsmidler. Vægten er ofte normal, og det foregår i det skjulte, ofte i årevis.
• Tvangsoverspisning. Gentagne episoder, hvor man spiser store mængder hurtigt og uden kontrol, ofte alene og med skam bagefter, uden at gøre noget for at "rette op". Det er den mest udbredte spiseforstyrrelse og den, der bliver talt mindst om.
• Ortoreksi og tvangspræget sund spisning. En besættelse af at spise rigtigt, rent, sundt, som ender med at styre livet og udelukke flere og flere fødevarer.
• Forstyrret spisning uden fuld diagnose. Konstant slankekur, at springe måltider over, at straffe sig selv med træning, at være optaget af mad og krop det meste af dagen. Det behøver ikke have et navn for at være værd at tage alvorligt.

Hvad der ligger under

Mad er sjældent det egentlige problem. Under spiseforstyrrelsen ligger som regel noget andet: et lavt selvværd, en følelse af ikke at have kontrol over livet, angst, perfektionisme, en svær hændelse, mobning, en familie, hvor krop og præstation fyldte. Maden bliver løsningen: noget, man kan styre, noget, der dæmper, noget, man kan være god til.

Derfor virker det aldrig at sige "spis nu bare". Det svarer til at sige "hold nu op med at være bange". Spiseforstyrrelsen er ikke problemet, den er personens forsøg på at løse et problem. Behandlingen skal både arbejde med maden og med det, maden var et svar på.

Hvad du selv kan lægge mærke til

Hvis du er i tvivl, om du selv har et problem, kan du spørge dig selv:

• Fylder mad, vægt og krop mere i dine tanker, end du synes, de burde?
• Har du regler for, hvad du må spise, som du bliver urolig ved at bryde?
• Spiser du anderledes, når du er alene, end når du er sammen med andre?
• Bruger du mad, eller mangel på mad, til at håndtere følelser?
• Bestemmer vægten, hvordan din dag bliver?
• Skjuler du noget om din spisning for folk omkring dig?

Har du sagt ja til flere af dem, er det værd at tale med nogen. Ikke fordi du nødvendigvis har en spiseforstyrrelse, men fordi det er lettere at ændre, jo tidligere man gør det.

Til dig, der er pårørende

Det er svært at være tæt på en, der har en spiseforstyrrelse. Nogle ting, der hjælper:

• Tal om følelser, ikke om mad og krop. Kommentarer om, hvordan nogen ser ud, hjælper aldrig, heller ikke de positive.
• Sig, hvad du ser, uden at anklage. "Jeg er bekymret, fordi du virker ked af det" frem for "du spiser jo ingenting".
• Forvent modstand. Spiseforstyrrelsen beskytter sig selv. Benægtelse er en del af den, ikke et tegn på, at du tager fejl.
• Sørg for dig selv. Du kan ikke behandle det, og det er ikke din skyld. LMS har en særlig rådgivning for pårørende.
• Bliv ved med at være der. Det, der på sigt betyder mest, er, at der er nogen, der ikke går.

Hvornår det er alvorligt

Spiseforstyrrelser kan blive fysisk farlige. Ved hurtigt vægttab, besvimelser, hjertebanken, udeblevet menstruation, blod i opkast eller svimmelhed skal du til lægen, ikke i næste uge, men nu. Det samme gælder, hvis der er tanker om at skade sig selv eller ikke at ville leve.

Behandling af moderate til svære spiseforstyrrelser foregår i Danmark ofte i psykiatrien, med henvisning fra lægen. En terapeut kan være en vigtig del af det, ved siden af eller efter, og ved lettere tilstande og forstyrret spisning kan terapi være hovedsporet.

Hvad terapi kan gøre

Terapi for spiseforstyrrelser arbejder på to spor. Det ene er det konkrete: regelmæssige måltider, at bryde mønstret af restriktion og overspisning, at få kroppen ud af sultmodus, som i sig selv forstærker tankerne om mad. Det er ikke det sjove spor, men uden det er det andet svært.

Det andet spor er det, spiseforstyrrelsen handler om: selvværdet, kontrollen, følelserne, der ikke må mærkes, relationerne, kroppen, man ikke kan holde ud at bo i. Her bruges metoder som kognitiv adfærdsterapi udviklet til spiseforstyrrelser, familiebaseret behandling for unge, og for mange også et mere relationelt arbejde over længere tid.

Det, mange fortæller bagefter, er ikke, at de holdt op med at tænke på mad. Det er, at maden holdt op med at være det eneste, de havde. Når livet bliver større, bliver spiseforstyrrelsen mindre.

Hvor du ellers kan få hjælp

LMS, Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, har en gratis og anonym rådgivning på 70 10 18 18, både for dig selv og for pårørende. Har du tanker om ikke at ville leve, kan du ringe til Livslinien på 70 201 201. Ved akut fare ring 112.

Find en behandler

På Kalenderbro kan du se behandlere med erfaring i spiseforstyrrelser og forstyrret spisning. Spørg gerne til deres erfaring og til, om de samarbejder med læge. Det er et godt tegn, når en behandler siger, at de ikke kan gøre det alene.