Ensomhed: når man føler sig alene blandt mennesker

Ensomhed er ikke at være alene. Man kan være alene i en hytte i en uge og have det fint, og man kan sidde til et middagsselskab med ti mennesker og føle sig som den eneste, der ikke er inviteret. Ensomhed er afstanden mellem den kontakt, man har, og den, man har brug for. Denne artikel handler om, hvorfor den er så almindelig og så skjult, hvad den gør ved os, og hvad man kan gøre, når man har siddet fast i den længe.

Ensomhed skammer sig

Det, der gør ensomhed særligt svær, er, at den er den eneste tilstand, hvor selve problemet forhindrer løsningen. Er man bange, kan man søge tryghed. Er man ked af det, kan man søge trøst. Er man ensom, skal man søge mennesker, og det er præcis det, der føles umuligt, fordi ensomheden hvisker, at der er noget galt med en, at andre kan se det, og at man er til besvær.

Derfor taler næsten ingen om den. Man siger, at man har travlt. Man aflyser, fordi det er lettere end at vise, at man ikke ved, hvad man skal sige. Og jo længere tid det står på, jo mere overbevist bliver man om, at det er sådan, man er.

Den findes i mange udgaver

• Den nye by, det nye job. Man kender ingen, og alle andre ser ud til at kende hinanden.
• Efter et brud eller et dødsfald. Det menneske, der var ens base, er væk, og netværket forsvandt med.
• Med børn. Barsel og småbørnsår er for mange den mest ensomme tid i livet, midt i en hverdag uden et minuts ro.
• I et parforhold. At bo sammen med en, man ikke længere når ind til, kan være mere ensomt end at bo alene.
• Ung. Unge er i dag blandt dem, der oftest fortæller, at de er ensomme, selvom de er mere forbundne end nogen generation før dem.
• Anderledes. Når man ikke deler sprog, baggrund, interesser eller livssituation med dem omkring sig.
• Den gamle ensomhed. Den, der har været der siden barndommen. En følelse af aldrig rigtig at høre til, uanset hvor mange man kender.

Hvad ensomhed gør ved kroppen

Ensomhed er ikke bare en følelse. Mennesket er indrettet til at leve i flok, og langvarig ensomhed sætter kroppen i et lavt alarmberedskab: dårligere søvn, højere stressniveau, mere sårbarhed over for sygdom. Den gør også noget ved, hvordan man læser andre: ensomme mennesker bliver mere opmærksomme på tegn på afvisning og overser tegn på venlighed. Det er en beskyttelse, og det er samtidig det, der får ensomheden til at vare.

Hvad du selv kan gøre

• Gå efter gentagelse, ikke efter magi. Venskaber opstår ikke ved ét godt møde, men ved at se de samme mennesker igen og igen: et hold, en forening, frivilligt arbejde, samme café samme tid. Vælg noget, du kan holde til at komme til, også når det er kedeligt.
• Sænk kravene til samtalen. Det behøver ikke være dybt. "Hvordan går det med haven" er en tråd, og tråde er det, kontakt er lavet af.
• Tag initiativet, selvom det føles forkert. Ensomme venter ofte på at blive inviteret, fordi et nej ville bekræfte det værste. Regn med, at halvdelen siger nej af grunde, der ikke handler om dig.
• Sig det til én. Ensomhed lever af at være hemmelig. "Jeg har faktisk været ret ensom på det sidste" er en af de sætninger, der oftest bliver mødt med "det har jeg også".
• Vær forsigtig med skærmen som erstatning. Den dæmper trangen til kontakt uden at give den. Det er som at drikke saltvand.
• Vær venlig ved dig selv i mellemtiden. Ensomhed gør den indre stemme hård. Du er ikke ensom, fordi du er forkert. Du er ensom, fordi noget skete, eller fordi noget aldrig blev bygget.

Hvornår det er en god idé at få hjælp

Hvis du har prøvet at komme ud og det ikke lykkes. Hvis du bliver ved med at trække dig, når det bliver tæt på. Hvis ensomheden har været der det meste af livet, uanset omstændighederne. Hvis den er begyndt at ligne depression: du orker ikke, ser ingen mening, tænker, at det ikke ville gøre nogen forskel, om du var her. Det sidste er altid en grund til at tale med nogen med det samme.

Hvad terapi kan gøre

Terapi mod ensomhed er ikke en erstatning for mennesker. Men det er tit det, der gør mennesker mulige. Ofte er det ikke manglen på anledninger, der holder folk ensomme, men det, der sker indeni, når anledningen er der: en angst for at være til besvær, en overbevisning om at være uinteressant, en vane med at holde folk på afstand, før de kan afvise en, et mønster fra opvæksten, hvor nærhed var farlig eller ikke fandtes.

Det er det, terapien arbejder med. At forstå, hvor den gamle vagtsomhed kommer fra. At øve sig i at blive i kontakten lidt længere, end det er behageligt. At lægge mærke til de tegn på venlighed, man plejer at overse. Og for mange er selve terapirelationen den første erfaring i lang tid af at blive set uden at skulle præstere, og det giver mod til at prøve det uden for rummet.

Har ensomheden udviklet sig til social angst eller depression, behandles det samtidig. De tre hænger ofte sammen, og en god behandler kan se, hvad der er hvad.

Hvis det haster

Har du tanker om ikke at ville leve, kan du ringe til Livslinien på 70 201 201. Psykiatrifonden har en rådgivningstelefon på 39 25 25 25, hvor man kan tale med nogen, også om ensomhed. Ved akut fare ring 112.

Find en behandler

På Kalenderbro kan du se behandlere, der arbejder med ensomhed og relationer. At bestille en tid er i sig selv at gøre det, ensomheden siger, du ikke kan: at række ud.