Familieterapi: når hele familien sidder fast i det samme mønster

Når en familie har det svært, er der som regel ét medlem, der får rollen som problemet. Teenageren, der råber. Den lille, der ikke vil i skole. Faren, der er væk hele tiden. Moren, der er vred. Familieterapi bygger på en anden idé: at det, der ser ud som ét menneskes problem, ofte er noget, hele familien er med til at holde i gang, uden at nogen vil det, og at det derfor også er hele familien, der kan ændre det. Denne artikel handler om, hvornår det giver mening, og hvad der foregår.

Familien som system

En familie er ikke bare nogle mennesker, der bor sammen. Den er et system af roller, regler og vaner, som er bygget op over år, ofte uden at nogen har besluttet det. Hvem der beroliger, hvem der trækker sig, hvem der bliver vred, hvem der siger det, ingen andre tør. Når én ændrer sig, ryster det hele. Derfor kan det være svært at komme ud af et mønster på egen hånd: familien trækker en tilbage i rollen, ikke af ondskab, men fordi det er sådan, systemet er vant til at fungere.

Det er også derfor, det ofte hjælper begrænset at sende ét familiemedlem afsted i terapi alene, hvis problemet reelt ligger mellem folk. Barnet kommer hjem med redskaber til en familie, der ikke har ændret sig.

Hvornår familieterapi giver mening

• Konflikter, der gentager sig. De samme skænderier ved middagsbordet, om lektier, skærm, oprydning, om hvem der bestemmer.
• En teenager, der er ved at falde fra. Trækker sig, lyver, bliver væk, eller er så vred, at ingen kan nå ind. Ofte er teenageren den, der reagerer på noget, familien ikke taler om.
• Et barn med mistrivsel. Skolevægring, angst, mavepine, søvn. Barnets symptomer er ofte familiens barometer.
• Sammenbragte familier. Nye søskende, nye regler, en bonusforælder, der ikke ved, hvor meget de må, børn, der er loyale mod en forælder et andet sted. Det er svært, og det er normalt, at det er svært.
• Efter en skilsmisse. Både i den nye konstellation og mellem forældre, der skal samarbejde.
• Sygdom, dødsfald, arbejdsløshed. Store hændelser, som familien håndterer forskelligt, og hvor forskellene bliver til konflikter.
• Voksne børn og forældre. Gamle mønstre, der stadig kører, selvom børnene er fyrre. Det er aldrig for sent.

De mønstre, familier havner i

Nogle mønstre går igen. Barnet, der bliver forældrenes mægler eller fortrolige, og som mister sin barndom på det. Forælderen, der beskytter barnet mod den andens vrede, så konflikten kommer til at gå mellem forældrene i stedet. Den, der altid siger fra, så alle andre kan lade være. Familien, der undgår alt svært, indtil det ikke kan undgås. Familien, hvor alle råber, og ingen hører.

Ingen af de mønstre er nogens skyld. De er tilpasninger, som gav mening, da de opstod. Familieterapiens første skridt er ofte bare at få dem gjort synlige, så man kan tale om dem i stedet for at være i dem.

Hvad I selv kan gøre

• Skift spørgsmålet. Fra "hvad er der galt med ham" til "hvad sker der mellem os, når det går galt". Det åbner for noget, det første lukker.
• Hold et familiemøde. Ugentligt, kort, med en regel om, at alle bliver hørt uden at blive afbrudt, og at man taler om, hvad man vil have mere af, ikke kun mindre af.
• Skil person og adfærd ad. "Jeg bliver ked af det, når du råber" i stedet for "du er umulig".
• Lad børn være børn. Vær opmærksom på, om et barn er blevet en trøster, en mægler eller en budbringer. Tag rollen tilbage.
• Sig undskyld som voksen. Børn lærer mere af at se en forælder reparere end af en forælder, der aldrig fejler.
• Bliv enige som forældre, i det mindste udadtil. Uenighed må gerne findes, men den skal tages mellem jer, ikke over hovedet på børnene.

Hvornår I skal søge hjælp

Hvis konflikterne er dagligdag, og ingen af jer kan bryde dem. Hvis et barn viser tegn på mistrivsel, som skolen eller I selv er bekymrede over. Hvis en teenager er ved at glide ud af jeres hænder. Hvis I ikke længere kan være i samme rum uden spænding. Hvis en af jer er begyndt at give op. Og hvis I står i en stor forandring, som I mærker, I ikke kommer godt igennem.

Er der vold i familien, er familieterapi ikke det første skridt. Ring til Lev Uden Vold på 1888, døgnet rundt.

Hvordan en familiesamtale foregår

En familieterapeut tager ikke parti, og arbejder ikke på at finde ud af, hvem der har ret. De første samtaler handler om at høre alle, også den, der plejer at være stille, og også barnet, ofte på barnets præmisser, med tegning eller leg for de små. Målet er at få mønsteret frem: hvad sker der, i hvilken rækkefølge, og hvad gør hver enkelt, når det sker.

Derefter arbejder I med at gøre noget andet. Det kan være at ændre en enkelt regel, at give et barn en anden rolle, at få forældrene til at tale sammen om det, de har undgået, eller at få sagt det, der aldrig er blevet sagt. Terapeuten kan vælge at se forældrene alene i nogle samtaler, børnene alene i andre, og alle sammen i tredje. Det er ikke ualmindeligt, at et forløb er ret kort. Familier ændrer sig hurtigt, når først mønsteret er synligt, fordi der er mange, der trækker i samme retning.

Det, familier oftest siger bagefter, er, at de fik et sprog for det, de sad fast i. Og at det ikke var den, de troede, der var problemet.

Hvis det haster

Er der fare for et barn, ring til kommunen, og uden for åbningstid til politiet på 114 eller 112 ved akut fare. Børn og unge kan selv ringe til BørneTelefonen på 116 111. Har du tanker om ikke at ville leve, kan du ringe til Livslinien på 70 201 201.

Find en familieterapeut

På Kalenderbro kan du se familieterapeuter og filtrere efter område og pris. Vælg gerne en, der skriver, at de ser hele familien, ikke kun barnet. Det er hele idéen.